Af Sidsel Minuva
I en alder af 15 blev svenske Greta Thunberg katapulteret ind i mediernes søgelys. Hvad der startede som en 1-piges-skolestrejke foran den svenske riksdag blev startskuddet til en verdensomspændende klimaaktivistisk bevægelse.
Instruktør Nathan Grossman mødte Greta foran riksdagen og blev så inspireret af hende, at han besluttede sig for at følge hendes udvikling med sit kamera. Det, der skulle have været en lille coming of age historie om en ung, svensk pige, blev til en skildring af hendes indtog på den globale scene.
Dokumentaren Greta giver således seeren et indblik i, hvad der foregår i Greta Thunbergs liv, når kameraerne er slukkede. Grossman tager uforbeholdent Gretas og klimaaktivismens parti uden, at det nødvendigvis virker unuanceret. Filmen skildrer begivenhederne fra Greta og hendes families perspektiv, og det er hendes liv og oplevelser, der er i fokus.
Det mest slående ved Greta er, at dokumentaren formår at indfange både Gretas egentlige barnehverdag og den sideløbende totale absurditet, der opstår, når det politiske medieræs forfølger hende. For som hun selv udtrykker det, så burde det slet ikke være hende, der går forrest. Det burde være politikere og verdensledere. I stedet må en teenagepige råbe overhovederne op og forsøge at få dem til at tage stilling og affære.
Det er mildest talt frustrerende for Greta. Hendes opråb falder konstant på døve ører. Derfor er familielivet også et kærkomment afbræk. Især Gretas interaktioner med faren, Svante, skaber både kontrast og et godt grin. Det kan godt være, at Greta skal tale ved alverdens vigtige topmøder og demonstrationer, men Svante skal også lige overbevise hende om at spise og hvile sig – men blande sig i hendes taler må han selvfølgelig ikke. Så skal far bare holde mund.
Kontrasterne er et umådelig effektivt fortælleværktøj. Gretas klimaaktivisme og hendes relativt almindelige familieliv stilles op mod hinanden og giver seeren et mere fuldendt indtryk af den unge pige. Derfor er det også slående, når netop hendes familieliv nærmest invaderes af hendes offentlige persona. Hun modtager mordtrusler, og Svante må tage førstehjælpskurser, så han kan hjælpe sin datter, hvis der bliver kastet sten efter hende, hun bliver stukket med en kniv eller hun har brug for hjertemassage.
Greta er ofte sentimental, og det bliver en gang i mellem for meget af det gode. Der er skruet op for bassen, så vi kan mærke demonstranters fodtrin og bølgers gang i kroppen. Det er filmisk, men virker også overdrevent. På samme tid er det måske passende at skildre en så overraskende kontroversiel figur med netop dramatiske, filmiske virkemidler. For mens Greta skriver taler, rejser og danser rundt på strømpesokker, omtaler konservative medieskikkelser hende som et djævelsk barn – en stakkels autist, som venstrefløjen udnytter.
Når det gælder netop Gretas autisme, maler dokumentaren generelt et nuanceret billede. Hendes neurotype præger den måde, hun ser verden på. Greta fremviser både fordele og ulemper ved Gretas Aspergers uden at bevæge sig over i inspirationsporno. Særinteressen i klima kickstartede et verdensfænomen, men på samme tid har hun ellers altid følt sig udenfor.
Vigtigst af alt får vi lov til at høre Gretas egne ord om sin autisme. For hende betyder den, at hun kan se igennem hverdagens støj og se, hvad der bør gøres klimamæssigt. Hun er glad for sin neurotype og mener, at andre mennesker måske burde have et lidt mere autistisk sind, når det gælder klimakrisen.
Endnu engang kan vi takke Greta Thunberg for at trække et ofte misforstået emne frem i lyset.
Så tak, Greta. Og tak, Greta.
Kommentarer